
Kommunens geografiske opbygning
Læs om Randers Kommunes geografiske opbygning, herunder de forskellige områder, landsbyklynger og kommunens placering i "Den østjyske millionby".
Kort. 1.1 viser placeringen af både hovedbyen, centerbyerne og de større og mindre landsbyer. Det ses, at der er byer i varierende størrelse i stort set hele kommunen, ligesom de tre centerbyer alle er spredt ud i kommunen. De fleste landsbyer har derfor begrænset afstand til nærmeste centerby.

Kort 1.1: Oversigt over byer i Randers Kommune.

Kort 1.1: Oversigt over byer i Randers Kommune.
Seks karakterområder
Randers Kommune kan inddeles i seks forskellige karakterområder, som hver især spiller en rolle i at definere kommunens identitet, styrker og svagheder, og som er med til at skabe en helhed. De seks områder ses i illustrationen nedenfor. I den næste del beskrives de seks områder mere dybdegående med udgangspunkt i, hvad der kendetegner de enkelte områder.

Kort 1.2: Illustration af de seks karakterområder i Randers Kommune.

Kort 1.2: Illustration af de seks karakterområder i Randers Kommune.
Fjordbyerne
Området "Fjordbyerne" omfatter kystlandskabet omkring Randers Fjord og rummer blandt andet byerne Tjærby, Vestrup, Albæk, Østrup, Mellerup og Udbyhøj på nordsiden af Fjorden, samt Uggelhuse/Floes på sydsiden. Byerne repræsenterer nogle særlige og ofte velbevarede landsbymiljøer med mange bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer.
Området er præget af nærheden til Randers Fjord, hvilket giver store rekreative og naturmæssige kvaliteter, såsom vigtig natur, større vådområder, gamle skove og bevaringsværdige kystlandskaber.
Indenfor rammen af Naturpark Randers Fjord arbejder kommunen på at udbygge områdets natur og gøre de store rekreative værdier mere tilgængelige fx i form af en ny gennemgående sti mellem Randers By og Udbyhøj.
Området omkring Mellerup og Udbyhøj samt Udbyhøj Lystbådehavn har særlige potentialer for turisme og fritidsliv. Der eksisterer allerede et mindre sommerhusområde ved Udbyhøj. I disse områder ønsker byrådet at arbejde for flere ferieboliger og sommerhuse, hvilket fremgår af den gældende kommuneplan.
På trods af befolkningsmæssig tilbagegang og en høj gennemsnitsalder er der i dette område flere stærke lokalsamfund og større foreningsliv.
De åbne vidder
Området "de åbne vidder" dækker det vidstrakte åbne land i den centrale og nordlige del af kommunen. Kulturhistorisk og landskabeligt er området præget af store landbrugsbedrifter og skovplantager.
Området spænder bredt og omfatter blandt andet byerne Havndal, Øster Tørslev, Gjerlev, Hald, Spentrup, Harridslev, Asferg og Gimming. Spentrup er kommunens nordligste centerby, hvor der er et ønske om at understøtte forskellige offentlige services og byudvikling.
Der er flere kulturmiljøer i området, som vidner om landbrugets historiske vigtighed fx i form af stjerneudstykkede og karakteristiske landsbyer samt større herregårde. I Hvidsten er den lokale modstandsbevægelse under anden verdenskrig grundlag for kulturmiljøet omkring Hvidsten Kro.
Generelt er områdets befolkningsmæssige udvikling stagnerende eller nedadgående med større lokale variationer mellem den nordlige og vestlige del. Havndal og området omkring ligger langt fra større infrastruktur, og området har befolkningsmæssige udfordringer, hvorimod fx Harridslev, Spentrup og Asferg nyder godt af deres tættere placering på Randers By og motorvejen. Graden af foreningsliv og fællesskab varierer med den tendens, at den står stærkest i de mindre landsbyer og bysamfund.
Forstæderne
"Forstæderne" er det sydligst beliggende karakterområde, som blandt andet rummer de vækstende byområder Assentoft, Munkdrup og Haslund med attraktive placeringer tæt ved motorvejen, nærhed til Randers og Aarhus samt mange landskabelige kvaliteter som kuperede bakke- og dalstrøg.
Generelt er området genstand for en egentlig vækst med befolkningsfremgang og god efterspørgsel på boligmarkedet.
Den sydlige vækstretning for Randers By går igennem dette karakterområde og ligger i forlængelse af Munkdrup videre syd langs motorvejen mod kommunegrænsen. Assentoft er en attraktiv centerby med flere offentlige institutioner og services. Byen ligger desuden flot placeret på skrænten mod Randers Fjord med mange attraktive boligområder. Haslunds nærhed til Randers By og motorveje gør den attraktiv for tilflyttere.
Randers By
Dette karakterområde er kommunens centrum og omfatter, foruden selve Randers By, de tilstødende byområder Over Hornbæk, Helsted, Kristrup, Vorup, Romalt, Dronningborg og Paderup.
Området spænder bredt mellem mange forskellige bykvarterer med hver deres dynamik og karakter. I midten ligger den historiske middelalderbykerne med bevaringsværdige bygninger og særlige kulturmiljøer. Længere ude ligger de ældre villakvarterer efterfulgt af de nyere parcelhusområder i byranden. Ved indfaldsvejene og tæt på motorvejen ligger de store erhvervsområder. Længere mod syd ligger et aflastningsområde (storcenteret) med et stort udbud af detailhandel.
Byen har en helt speciel kombination af tæt by og store gennemgående naturområder i form af Gudenådeltaet og Randers Fjord. Byen har et stærkt kulturliv rammesat af den historiske middelalderby og dens mange kulturtilbud.
Byen vokser og fortættes, og i en årrække har flere ældre bynære erhvervsområder været under omdannelse til nye boligområder. Dette udfoldes særligt igennem byudviklingsprojektet "Flodbyen Randers", der er det største af sin art i Randers' historie. Foruden at tilføre bymidten et helt nyt bykvarter med nye boliger til 7-8.000 mennesker og grønne arealer, bringer byudviklingen byen tættere på vandet og de rekreative områder langs Gudenåen og Randers Fjord. Randers Kommune har sammen med pensionskassen AP Pension stiftet arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S, som skal stå for at udvikle de to første af i alt fire etaper af byudviklingsprojektet.
Skov- og Sølandskabet
Området omfatter det dramatiske istidslandskab i den vestlige del af kommunen med mange dalstrøg, søer og erosionsdale. Der er flere vigtige naturområder og store rekreative muligheder blandt andet i form af moserne i Skals Ådal, Nørreådalen, det kuperede landskab i naturnationalparken Fussingø og Læsten Bakker. Området omfatter blandt andet byerne Fårup, Kousted, Øster Bjerregrav og Tånum, hvoraf Øster Bjerregrav og Fårup er udpegede lokalbyer med forskellige offentlige services og mindre lokale vækstmuligheder.
Engagementet er generelt højt i området med aktive fællesskaber og ildsjæle. Mange nævner områdets attraktive natur som vigtige årsager til bosætning.
Nørreådalen, der afgrænser området mod syd, indgår i et tværkommunalt projekt for en landskabsstrategi. Landskabsstrategien skal være en fælles plan for Viborg, Favrskov og Randers kommuner for at udvikle Nørreådalen gennem samarbejde med lokale interessenter. Strategien indeholder visioner, målsætninger og forslag til fremtidige projekter, som blandt andet skal sikre plads til flere vådområder og rekreative forbindelser.
Ådalen
Karakterområdet "Ådalen" omfatter området mellem Nørreådalen og Gudenåen. I lighed med Skov- og Sølandskabet er dette område præget af det varierede istidslandskab omkring de to åer i form af dybe tunneldale og høje bakketoppe med store udsigter. I kraft af sin placering mellem to store vandløb rummer området desuden mange naturområder og rekreative områder.
Langå og Stevnstrup er områdets større byer, og byerne er begge meget attraktive bosætningsbyer med nem adgang til såvel Randers By og jernbanenettet. Særligt Stevnstrup er vokset meget i en lang årrække, og er blevet til en by med et større foreningsliv omkring sport og fysiske aktiviteter.
Langå er en stationsby og derfor koblet direkte op med Aarhus, Viborg og Randers, og her findes et rigt kultur- og musikliv. En del af de gamle stationsbygninger rummer kulturliv og iværksætteri. Langå har som centerby et større udbud af offentlige services og en mindre bymidte.
Gudenåens og jernbanens historiske roller for området har sat mange kulturhistorisk spor i landskabet, fx Fladbro Kro, stationsbymiljøet i Langå og flere interessante landsbymiljøer.
Landsbyklynger
Over de sidste 40 år er befolkningstilvæksten i de større byer accelereret. Det har efterladt landsbyer med færre indbyggere og arbejdspladser, hvilket har resulteret i, at flere landsbybeboere har oplevet, at skoler og andre servicefunktioner er lukket, og busruter er blevet nedlagt.
En måde hvorpå man kan arbejde med de udfordringer, som landsbyerne står overfor, er ved etablering af en landsbyklynge. I en landsbyklynge finder flere landsbyer sammen i et nyt fællesskab, hvor byerne og deres borgere samles om og deler og fordeler alt fra identitet og institutioner til foreninger og rekreative tilbud. I landsbyklynger bruger man derfor hinandens styrker til at udvikle den enkelte landsby og hele klyngen ved at skabe en fælles identitet, sociale fællesskaber og til at styrke, bevare og prioritere mellem aktivitetsmuligheder og fælles faciliteter.
I 2017 blev Landsbyklyngen Kronjylland etableret i Randers Kommune. Landsbyklyngen Kronjylland består af de 13 landsbyer Harridslev, Mellerup, Støvring, Albæk, Østrup, Vestrup, Tjærby, Tvede, Lem, Linde, Lindbjerg, Mejlby og Gimming. Det er den første formaliserede organisering på tværs af landsbyer i Randers Kommune og har til mål at styrke samarbejdet mellem landsbyklyngens byer.
I forbindelse med etableringen af Landsbyklyngen Kronjylland blev der på baggrund af borgernes ønsker og idéer udarbejdet en udviklingsplan med ni temaer, hvis mål er at skabe en ramme for det fremtidige arbejde i klyngen.
Etableringen af landsbyklynger kan derfor være et vigtigt redskab til at sikre en fremtidige udvikling og styrke samarbejdet på tværs af landsbyer i landdistriktet.
Randers Kommunes placering i "Den Østjyske Millionby"
"Den Østjyske Millionby" var et samarbejde mellem Business Region Aarhus, Trekantområdet Danmark, Arkitektskolen Aarhus og Realdania. Formålet med samarbejdet var at lave et oplæg til et fælles strukturbillede. Randers indgår i Business Region Aarhus og er som den nordligste by med i "Den Østjyske Millionby", som er et sammenhængende bybånd, der strækker sig fra Randers i nord til Haderslev i syd, med over 1,4 mio. indbyggere og mere end 750.000 arbejdspladser.
Kortet nedenfor illustrerer, at Randers Kommune både er med i "Den Østjyske Millionby", men også er meget nordligt placeret i det geografiske område, og at særligt den nordøstlige del af kommunen ligger i yderkanten af vækstområdet. Som det ses af kortet, er Randers midtby godt forbundet til både jernbanenettet og motorvejen, mens den vestlige del af kommunen er godt forbundet til motorvejen, idet motorvejen kører gennem den del af kommunen. Det er særligt den nordøstlige del af kommunen, som i ringere grad er tilknyttet såvel jernbanenettet som motorvejen. Den længere afstand er sandsynligvis den væsentligste forklaring på, at områderne ikke i samme grad mærker til den vækst og investeringsinteresse, som kommunens sydlige og vestlige del oplever.

Kort 1.3: Afstand til motorvej og jernbanen i minutter.
Kilde: Den Østjyske Millionby, Dansk Byplanlaboratorium.

Kort 1.3: Afstand til motorvej og jernbanen i minutter.
Kilde: Den Østjyske Millionby, Dansk Byplanlaboratorium.