Kultur- og oplevelsesområdet

Læs om kultur- og oplevelsesområdet i Randers Kommune, herunder blandt andet kulturinstitutioner, foreningsliv, kulturfaciliteter og udviklingen på kulturområdet.

Kulturens væsen, effekt og værdi opleves ofte som vanskelige at kortlægge og beskrive, og kulturfeltet har på helt overordnet plan, generelt og over hele landet, vægret sig ved beskrivelser i kvantitative parametre. Kultur som område er i århundreder blevet betragtet som en kilde til dannelse og som formet af bløde værdier. At ville måle, dokumentere og opveje er ofte blevet afvist som irrelevant, fordi kunstens og kulturens særlige karakter derved netop ikke ville blive indfanget.

Det er i dag ret begrænset, hvad der findes af data, såvel lokalt som nationalt, på kulturområdet ud over besøgstal, bevillingsniveauer mv. Randers Kommune har i de senere år forsøgt at sætte tal på det lokale kulturforbrug og senest også kulturens værdi for samfund og borgere. På forskningsområdet er der også interessante iagttagelser, der dog ofte bygger på kvalitative undersøgelsesdesign. Heri kan der også findes relevante tendenser i forhold til kulturens potentialer, særligt for udsatte borgergrupper. Det er med forbehold herfor, at der nedenfor gives en beskrivelse af kultur- og oplevelsesområdet i Randers Kommune.