
Kommunal sundhedsfremme og forebyggelse
Læs om kommunal sundhedsfremme og forebyggelse i Randers Kommune, herunder sunde rammer, tidlig indsats og samarbejde på tværs.
Kommunerne spiller en central rolle i at fremme sundhed og forebyggelse, som kan føre til både menneskelige og samfundsøkonomiske gevinster. Ved at prioritere sunde rammer, styrke fællesskaber og investere i børn og unge kan kommunen understøtte en mere bæredygtig udvikling af borgernes sundhedstilstand og samtidig reducere ulighed i sundhed. Målrettede indsatser mod risikofaktorer såsom nikotin, alkohol og fysisk inaktivitet og sygdomme med den største sygdomsbyrde vil som udgangspunkt skabe størst værdi for borgerne.
Sunde rammer
Etablering af sunde rammer er afgørende for at skabe et bæredygtigt samfund. Når forebyggelse integreres i kommunens arbejde, fra fysiske miljøer til borgernes møder med medarbejdere, øges livskvaliteten og trivslen for den enkelte. Dette mindsker ikke blot sygdomsbyrden, men øger også antallet af borgere, der aktivt kan bidrage til samfundet. Initiativer som tobak- og nikotinfri arbejdspladser og brugen af data til at målrette indsatser er eksempler på effektive tiltag.
Fællesskaber og samarbejde på tværs
Fællesskaber spiller en væsentlig rolle i at fremme trivsel og mental sundhed. Kommunen kan skabe fleksible rammer for frivillighed, samarbejde med civilsamfundet og prioritere fysisk planlægning, der understøtter fællesskab. Trivsel på arbejdspladsen, rummelige jobmuligheder og en målrettet indsats mod sygefravær bør være centrale områder. Derudover kan et øget samarbejde mellem kommunen, civilsamfundet og erhvervslivet styrke borgernes sundhed gennem incitamenter for foreningslivet, fysiske rammer og boligpolitikker, der fremmer sundheden.
Tidlig indsats
En tidlig indsats ved investering i børn og unge er væsentlig for at sikre fremtidens velfærdssamfund. Trivsel, sundhed og udvikling gennem tværfaglige indsatser i dagtilbud, skoler og fritidslivet vil i den forbindelse være vigtige fokusområder. Styrkelse af fællesskaber og inkluderende aktiviteter kan forbedre børns sociale og mentale trivsel, mens sund måltidskultur, fysisk aktivitet og begrænsning af skærmtid understøtter en sund opvækst. Forebyggelse gennem nikotinfri skoletid og sund festkultur er ligeledes vigtigt, sammen med målrettet støtte til unge i mistrivsel for at forbedre deres muligheder for uddannelse og job.
Differentierede tilbud
For at fremme lighed i sundhed bør der arbejdes med - på tværs af forvaltningsområder - at tydeliggøre at sunde rammer for alle bidrager til at mindske social ulighed. Dette kræver en særlig prioritering af ressourcer til borgere, institutioner og områder med størst behov. Differentierede kommunale tilbud, der tilpasses borgernes ressourcer og behov, sikrer, at udsatte grupper modtager den nødvendige støtte. Indsatser for sårbare grupper bør i den forbindelse bringes tættere på hverdagslivet gennem lokale og skræddersyede løsninger.
Forebyggelse og sundhedsfremme er ikke blot en omkostning men en investering i bedre livskvalitet og lavere udgifter til behandling og pleje på sigt. Kommunens unikke position tæt på borgerne bør udnyttes til at implementere helhedsorienterede løsninger, der fremmer sundhed, skaber lighed og styrker det samlede samfund.