Sammenfatning vedr. sundhedsområdet

Læs om sundhedsområdet i Randers Kommune samlet set, herunder udfordringer og sundhedsindsatser.

Randers Kommune står over for en række udfordringer og sårbarheder inden for sundhedsområdet, som kræver både opmærksomhed og handling. Først og fremmest er kommunens socioøkonomiske og uddannelsesmæssige udgangspunkt et af de laveste i Danmark. Dette har direkte konsekvenser for sundhedstilstanden. Borgere i Randers Kommune oplever ofte højere forekomst af diverse livsstilssygdomme, mistrivsel og ulighed i sundhed. Disse sårbarheder understreger behovet for målrettede indsatser, der kan løfte borgernes sundhedstilstand, uddannelsesniveau og økonomiske muligheder som en central del af det borgerrettede arbejde.

En stor del af kommunens sundhedsinitiativer er stadig begrænset til pilotprojekter og mangler fuld implementering. Fx har flere projekter indenfor forebyggelse og rehabilitering vist lovende resultater, men de forbliver utilstrækkeligt udbredt eller er afgrænset til en kortere tidshorisont. Dette begrænser alt andet lige kommunens evne til at skabe vedvarende forandringer og forbedringer i sundhedstilstanden.

Hvad der kan blive en styrke, men samtidig er en sårbarhed, er behovet for tværgående samarbejde. Randers Kommune er afhængig af, at forskellige forvaltningsområder arbejder tæt sammen for at sikre helhedsorienterede sundhedsindsatser. Uden denne koordination risikerer sundhedsarbejdet at mangle sammenhæng, hvilket kan forringe effektiviteten og øge sårbarheden i forhold til at møde borgernes behov.

At arbejde lokalsamfundsbaseret og integrere sundhedshuse og sundhedsinitiativer i sociale boligområder er vigtige værktøjer til at mindske sundhedsuligheder. Ved fx at integrere sundhed som en del af helhedsplanerne i udsatte områder kan adgangen til sundhedsydelser forbedres for sårbare grupper. Dette kræver dog betydelige ressourcer og en langsigtet planlægning, hvilket udfordrer kommunen, hvis midlerne til investeringer i forebyggelse er begrænsede. Succesfulde forebyggende indsatser er oftest langsigtede og kræver mod og vilje til at fokusere på initiativer, der først viser resultater efter flere år.

Randers Kommune står også over for begrænsninger på det strukturelle niveau, da mange sundhedspolitiske beslutninger træffes på statsligt niveau. Dette begrænser kommunens handlemuligheder og kræver derfor en tæt dialog med nationale myndigheder for at sikre, at lokale behov bliver adresseret. Dog har kommunerne også effektive virkemidler til fremme af strukturel forebyggelse, som der i Randers Kommune fortsat er mulighed for at styrke. Et eksempel på hvordan man i andre kommuner arbejder med strukturel forebyggelse og rammerne for unges alkoholforbrug er ved afholdelse af alkoholfri sidste skoledag for alle kommunens afgangselever.

Samlet set er det tydeligt, at Randers Kommunes sundhedstilstand er påvirket af komplekse og sammenvævede udfordringer. Gennem en strategisk og helhedsorienteret tilgang med fokus på investeringer i forebyggelse og et forpligtende tværgående samarbejde kan kommunen arbejde mod at forbedre borgernes sundhedstilstand og reducere de eksisterende sundhedsuligheder.