Randers Kommunes omdømme

Læs om Randers Kommunes omdømme, herunder eksterne vurderinger, potentialer og de vigtigste parametre ifølge borgerne.

I forbindelse med kommunens bosætningsstrategi og bestræbelserne på at tiltrække flere ressourcestærke tilflyttere til kommunen er det relevant at se på Randers Kommunes omdømme. Der er i arbejdet med Fremtidens Randers ikke gennemført en selvstændig analyse af kommunens eller byens omdømme, men der er i 2022 udarbejdet to forskellige rapporter om Randers Kommune. Den ene rapport er udarbejdet af Excometric som en analyse af, hvor stort et potentiale der er for nybyggeri i Randers Kommune. Den anden rapport er udarbejdet af Rambøll og handler om, hvordan der skabes gode byer – de seks største byer i Danmark indgår i den rapport.

Rapporten fra Excometric finder, at der er potentiale for nybyggeri i Randers Kommune, at der vil blive efterspurgt rækkehuse og etagebyggeri i fremtiden, og at der er en stor gruppe ældre mennesker i Randers, der i dag bor i parcelhuse, men som inden for de kommende fem år ønsker at flytte til noget mindre.

Respondenterne i undersøgelsen er blevet spurgt om, hvorvidt de vil overveje Randers ved deres næste flytning. Til det svarer lige omkring 40 pct. nej, og de tungestvejende grunde til det er, at det enten ligger for langt væk fra familie eller netværk, eller at respondenterne ikke har kendskab til kommunen. Herudover angiver næsten 25 pct. af dem, der ikke vil flytte til Randers Kommune, at kommunens ry/omdømme gør, at de ikke er interesserede i at flytte hertil.

Den anden analyse er gennemført af Rambøll, og handler om, hvad der skaber gode byer. Respondenterne har i analysen skullet forholde sig til 33 parametre, der kan være med til at skabe en god by. Disse parametre er grupperet på velfærd, bolig og job, klima og miljø, mobilitet, demokratisk indflydelse og byudvikling og fællesskaber. Analysen er gennemført i de seks største byer i Danmark og viser både, hvilke parametre borgerne i byerne vægter højest, og i hvor høj grad borgerne mener, at det er opfyldt i deres by.

For de seks byer samlet er de vigtigste parametre tryghed mod at blive udsat for kriminalitet, boliger til fornuftige priser, ren luft, nærhed til grønne områder, god ældrepleje, varieret udvalg af indkøbsmuligheder, restauranter mv.

For Randers er de vigtigste parametre tryghed mod at blive udsat for kriminalitet, boliger til fornuftige priser, god ældrepleje, ren luft, nærhed til vild natur og gode skoler. Hermed adskiller borgerne i Randers Kommune sig fra det samlede billede, idet de prioriterer god ældrepleje, nærhed til vild natur og gode skoler højere end gennemsnittet, ligesom de prioriterer ren luft, nærhed til grønne områder og varieret udvalg af indkøbsmuligheder, restauranter mv. lavere.

For Randers Kommune er der bedst overensstemmelse mellem, hvor vigtigt et parameter er for borgerne i byen, og hvor godt byen lever op til det, nemt at komme rundt på cykel, nærhed til vild natur, nemt at komme rundt til fods, nærhed til grønne områder og nemt at komme til og fra byen.

De fem punkter med dårligst overensstemmelse, hvor parameteret er vigtigt for en god by, men befolkningen oplever det passer dårligt på byen er god ældrepleje, boliger til fornuftige priser, gode beskæftigelsesmuligheder, tryghed mod at blive udsat for kriminalitet og trygheden ved at færdes i trafikken.