Vigtige fokusområder

Fokusområder der vurderes afgørende at forandre i 'Fremtidens Randers', så langt flere borgere i Randers Kommune får bedre muligheder for at få et godt liv.

Kommunen skal levere på et højere niveau

Randers Kommunes situation er i udgangspunktet alvorlig. Der er ikke i data tegn på, at de strukturelle udfordringer løser sig selv. De nødvendige forandringer kræver således aktive handlinger – og vil også kræve, at kommunen skal præstere langt 'over niveau'.

Når kommunen skal præstere 'over niveau', så betyder det, at vi skal være bedre, og vi ikke blot skal lykkes som forventet ud fra vores rammevilkår – der er brug for langt mere.

Det indebærer også en samlet tilgang til beskæftigelses-, uddannelses-, sundheds- og socialpolitik, der for alvor kan bidrage til at ændre på tingenes tilstand.

Som beskrevet i forordet betyder det også, at rækken af reformer, der ruller hen over landet, giver en række muligheder, som skal udnyttes. Reformerne stiller dog også krav til, hvordan vi som kommune indretter os, og kræver også arbejde med kultur og kompetencer hos kommunens medarbejderne.

Styrket samarbejde om udsatte borgere

Der er brug for et styrket samarbejde omkring udsatte borgere – herunder samarbejde mellem erhvervslivet og kommunen om skabelsen af flere småjobs, hvor udsatte kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Når ambitionen om at flere borgere skal have muligheder for at få et godt liv, skal realiseres, bør det helt overordnede og absolut vigtigste mål for kommunen være, at andelen af borgere på overførselsindkomst skal nedbringes væsentligt set i forhold til landets øvrige kommuner.

Der er i den forbindelse behov for et endnu større fokus på grupperne i den erhvervsaktive alder, som på grund af blandt andet sundhedsmæssige udfordringer og/eller manglende kompetencer er i risiko for at ende uden for arbejdsmarkedet. I den forbindelse er der bl.a. et potentiale for et langt stærkere og tættere samarbejde mellem sundheds- og beskæftigelsesområdet internt i kommunen.

I forhold til borgere, som i dag står uden for arbejdsmarkedet, så handler det både om, at der skal skabes flere arbejdspladser, som matcher deres kompetencer, og at der skabes gode mulighed for at opkvalificere de ledige, så de matcher virksomhedernes behov.

Det bliver i den forbindelse overordentligt vigtigt, at Randers Kommune udnytter mulighederne i den nye beskæftigelsesreform i forhold til en meget mere virksomhedsrettet beskæftigelsesindsats og et langt større fokus på at få borgerne i beskæftigelse (i ordinære timer).

For gruppen af ledige, som er længst væk fra arbejdsmarkedet, kræver det en betydelig mængde småjobs, som der er brug for at skabe i et tæt samarbejde med erhvervslivet – et samarbejde, der også kan bruges til fælles tiltag rettet imod den store gruppe af udsatte unge i kommunen.

Erhvervsudvikling - flere private arbejdspladser

En forbedret beskæftigelsesfrekvens er en af de helt afgørende udfordringer, som skal løses i Randers Kommune hen over de kommende år. Flere skal i arbejde, og det forudsætter flere arbejdspladser – og i særlig grad en forbedret vækst i antallet af private arbejdspladser.

Der er brug for, at virksomhederne i Randers Kommune i højere grad vækster og skaber flere arbejdspladser. Kommunen kan bidrage hertil ved at skabe nogle mere erhvervsvenlige lokale rammevilkår og levere en virksomhedsservice, der er meget mere indrettet på virksomhedernes behov. Der er herunder brug for, at kommunen kigger indad og arbejder aktivt med at ændre tilgangen til opgaveløsningen på området.

Herudover skal kommunen være bedre til at tiltrække nye større virksomheder. I den forbindelse skal kommunen som lokation kunne differentiere sig positivt i forhold til virksomhedernes behov.

Et meget tæt samarbejde mellem kommunen, erhvervslivet, fagbevægelsen og de lokale uddannelsesinstitutioner vurderes her som en væsentlig faktor, der kan bidrage til at forbedre forudsætningerne for en højere vækst i antallet af private arbejdspladser i kommunen.

Boliger i bedre kvalitet

Den store mængde af boliger i for dårlig kvalitet vurderes som en afgørende udfordring, der skal løses. Bedre boliger – særligt i Randers C - kan bidrage til en mere balanceret befolkningssammensætning og vil samtidigt også kunne nedbringe den for høje andel af ressourcesvage tilflyttere til kommunen.

En væsentlig forklaring på udviklingen i kommunens udgifter til indkomstoverførsler er den relativt høje nettotilflytning af borgere på overførselsindkomst fra andre kommuner. Der bør på den baggrund overvejes tiltag, som kan nedbringe omfanget af denne tilflytning. Det vurderes i den forbindelse, at kvaliteten i kommunens boligmasse – særligt i ældre privat udlejning med tilhørende meget lav husleje – er den væsentligste årsag til nettotilflytningen.

Der bør derfor iværksættes initiativer, som på sigt kan skabe en boligstandard med et dertilhørende huslejeniveau, der er på niveau med de øvrige omegnskommuner til Aarhus.

Indsatser målrettet den for høje andel af billige boliger i for ringe kvalitet bør ske på en måde, som er balanceret, da der fortsat skal være plads til alle typer af borgere og husstandsindkomster på boligmarkedet i kommunen. Boligforeningerne og udbuddet af almene udlejningsboliger skal i den forbindelse også tænkes ind i den fremadrettede udvikling.

Randers midtby bør i tilknytning hertil være et helt særligt indsatsområde. Både i forhold til boliger, men også fordi bymidten er en signatur for, hvordan kommunen har det. En levende og attraktiv bymidte er en ikke ubetydelig parameter, når der skal tiltrækkes ressourcestærke tilflyttere til kommunen.

Udsatte børn og unge

Alt for mange børn og unge i Randers Kommune er udsatte og i risiko for at få et liv uden arbejde og på kanten af samfundet. Det vurderes af afgørende betydning, at antallet af udsatte unge (uden arbejde eller uddannelse) nedbringes betydeligt.

Indsatsen for at hjælpe gruppen af allerede udsatte unge bør gå hånd-i-hånd med et mere langsigtet og forebyggende fokus på udsatte småbørn og skolebørn.

Fra forskningen vides det, at tidlige indsatser giver et større potentiale for positive forandringer, og at det er den tidlige forebyggelse, som har den største effekt. Dette er særligt relevant og vigtigt, når der ses på småbørnsområdet og de tiltag og indsatser, der bør sættes i værk for at sikre børnene en tryg og stabil opvækst med potentiale for et godt liv.

Det gælder fra fødslen og alderen, hvor børn i risikogruppen går i dagtilbud, ligesom fokus bør videreføres i skolealderen.

Randers Kommunes folkeskoler har i dag en løfteevne som forventet, bortset fra en enkelt skole som præsterer under det forventede niveau. Det vil sige, at folkeskoleeleverne fagligt præsterer nogenlunde på niveau med det forventede, når der korrigeres for socioøkonomiske baggrundsvariable. Hvis ambitionerne i Fremtidens Randers skal realiseres, vurderes der brug for, at kommunens skoler i væsentlig grad forbedrer deres løfteevne.

Ved en styrket indsats for udsatte børn kan en af de primære fødekæder til overførselsindkomst på sigt væsentligt nedbringes.

Mobilisering af civilsamfundet

De udfordringer, som er afgørende at løse – både på kort og længere sigt – kan Randers Kommune ikke løse alene. Der er brug for en højere grad af mobilisering af civilsamfundet. Flere skal være frivillige og tage et medansvar for deres lokalsamfund.

Hvis Randers Kommune skal lykkes med ambitionerne i Fremtidens Randers, vurderes der brug for, at civilsamfundet i endnu højere grad mobiliseres – herunder at borgere, der i dag ikke er frivillige, søges motiveret til at bidrage med det, de nu kan til gavn for deres lokalsamfund.

Der vurderes at være et stort uudnyttet potentiale på dette område, og dette kan med fordel gøres til et strategisk indsatsområde i kommunens videre arbejde.

Brobygning og samarbejde på tværs – både på socialområdet, idræts- og fritidsområdet mv. – bør i den forbindelse i endnu højere grad løses på tværs af forvaltningsområder og i et tæt samarbejde med civilsamfundet - herunder foreningslivet og idrætsorganisationerne.

Tværgående samarbejde og en fælles plan

Den nok vigtigste forudsætning for at lykkes med de nødvendige forandringer er, at vi - både internt i kommunen og i forhold til samarbejdspartnere - kan samles om en strategisk plan med fælles mål.

De udfordringer, som Randers Kommune står overfor, er betydelige. Hvis vi skal realisere ambitionerne om varige og væsentlige forandringer af kommunens socioøkonomiske forhold, vil det kræve en meget høj grad af samarbejde og koordinerede indsatser på tværs – både internt i kommunen og mellem kommunen og eksterne samarbejdspartnere.

Vigtigst af alt stiller det dog krav om, at kommunens vigtigste aktører kan stå sammen og finde løsninger i en fælles strategisk plan. En plan, der samtidigt bør indeholde konkrete målsætninger om forandringer og løbende opfølgning.

Med denne Hvidbog er der skabt et fundament for, at en sådan plan kan udarbejdes som led i den næste fase af arbejdet med Fremtidens Randers.