
Geografi, natur og klima
Læs om "Den Østjyske Millionby", natur og klima, klimaforandringer samt forebyggelse af klimatrusler.
Søren Møller: Udvikling af landdistrikter, fællesskab og natur
Randers Kommune er målt på geografisk areal den 20. største kommune i Danmark med et samlet areal på 74.825 hektar. Kommunen ligger i Østjylland og er placeret stort set midt imellem de to universitetsbyer Aarhus og Aalborg.
Størstedelen – omkring 2/3 – af kommunens lidt mere end 100.000 indbyggere bor i kommunens hovedby Randers. Foruden Randers by er der i kommunen tre såkaldte centerbyer - Assentoft, Langå og Spentrup - som er udpeget til at være vækstzoner med butikker, restauranter, klinikker, offentlige services og lignende. Hertil kommer en lang række større og mindre landsbyer.
På oversigtskortet nedenfor er Randers by, centerbyerne samt større og mindre landsbyer vist. Som det ses af kortet, er hovedbyen Randers by og de tre centerbyer geografisk spredt i kommunen. Det betyder, at de fleste af kommunens landsbyer har begrænset afstand til enten Randers by eller nærmeste centerby.

Kort 1: Oversigt over byer i Randers Kommune.

Kort 1: Oversigt over byer i Randers Kommune.
Randers Kommune og "Den Østjyske Millionby"
Realdania og Arkitektskolen Aarhus udkom i 2019 med resultaterne fra projektet "Den Østjyske Millionby". Projektet kortlagde og undersøgte potentialerne ved at skabe sammenhæng på tværs af erhverv, byer, natur, infrastruktur mv. i Østjylland – fra Haderslev i syd til Randers i nord. I afrapporteringen konstateres det blandt andet, at "Den Østjyske Millionby" er karakteriseret ved to stærke centre - den nordlige del omkring Aarhus, og den sydlige del i Trekantområdet.
Randers by udgør den nordligste del af "Den Østjyske Millionby". Set i denne sammenhæng kan Randers Kommune inddeles i tre – den sydlige del af kommunen, som har nærheden til Aarhus, Randers by samt landdistrikterne mod nord og nordøst, der i udgangspunktet ikke opfattes som en del af ”Den Østjyske Millionby”.
Kommunens geografiske placering indebærer i dette perspektiv et potentiale, men også nogle udkantsproblemstillinger – særligt for den nordøstlige del af kommunen.
Natur og klima
Af kommunens samlede areal på 74.825 hektar udgøres 6.701 hektar, svarende til 9 pct., af beskyttet natur – primært bestående af eng (2.677 hektar) eller mose (1.806 hektar).
Kommunen er begunstiget med en attraktiv og varieret natur bestående af større vådområder, gamle skove, bevaringsværdige kystlandskaber, kuperede bakke- og dalstrøg, søer og erosionsdale samt flere betydningsfulde og rekreative naturområder - blandt andet i form af moserne i Skals Ådal, Nørreådalen, det kuperede landskab i naturnationalparken Fussingø og Læsten Bakker.
Gudenåen og Randers Fjord løber som et blåt bånd gennem kommunen, mens der i Randers by er mange og store bynære grønne områder, som giver mulighed for nem adgang for borgerne til naturoplevelser.
Grøn Trepart
Med "Aftale om et Grønt Danmark" og "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark" ("Grøn Trepart") får kommunerne – i samarbejde med lodsejere og staten - en central opgave med at beskytte naturområder, fx gennem skovrejsning og genskabning af vådområder på lavbundsjord. Tiltagene skal sikre en god økologisk tilstand i havmiljøet, bedre vilkår for natur og biodiversitet samt en mindre klimabelastning.
Både moser og enge, skovområder, vandløb og Randers Fjord forventes at få forbedrede forhold med implementeringen af ambitionerne i "Grøn Trepart". For Randers Kommune kan indsatsen desuden give nogle forbedrede muligheder for forskellige former for turisme med fokus på naturoplevelser i og omkring Randers Fjord og Gudenåen.
Klimaforandringer og forebyggelse af klimatrusler
Randers Kommune er af EU udpeget som en oversvømmelsestruet risikokommune. Den største trussel for store oversvømmelser i kommunen findes, hvor Gudenåen møder Randers Fjord - det vil sige i Randers midtby. Her kan opstå et særligt kritisk klimascenarie i en situation, hvor ekstrem regn og stormflod sker på samme tid. Det vil betyde, at Gudenåen/Randers Fjord løber over sine bredder i Randers midtby, hvilket vil indebære, at kloakkerne vil løbe over, og at kældre, veje og stueetager bliver oversvømmede.
Klimabåndet
De væsentligste elementer til beskyttelse af Randers midtby er etableringen af "Klimabåndet" – og som en integreret del af dette opførelsen af "Klimabroen".
Klimabåndet er en samlet naturbaseret klimatilpasningsløsning, som skal håndtere nuværende og fremtidige udfordringer med oversvømmelse af Randers midtby fra hhv. stormflodshændelser og (samtidige) ekstremnedbør over byen. Klimabåndet skal sikre byen og byens værdier på begge sider af Gudenåen/Randers Fjord fra Justesens Plæne i vest til den nye Klimabro i øst. Sikringen skal integreres i byens fremtidige bebyggelser og byrum, så der skabes en gevinst for byens borgere ved at skabe bynær natur og muligheder for ophold, færdsel og oplevelser langs vandet, samtidig med at en stor og meget vigtig opgave løses på en omkostningseffektiv måde.
Som led i realiseringen af Klimabåndet har Randers byråd besluttet, at der skal etableres en Klimabro. Som en del af projektet etableres der en dæmning på tværs af det nordlige havnebassin. Dæmningen holder vandstanden lav inde i havnebassinet under en stormflod og sikrer byen mod oversvømmelse og sikrer samtidigt, at regnvand fra midtbyen kan opmagasineres, mens vandstanden står højt i Randers Fjord.
Dæmningen laves på en måde, så der ovenpå denne kan anlægges vej og cykelsti, som efterfølgende videreføres i en egentlig bro til sydsiden.