
Civilsamfund og foreningsliv
Læs om civilsamfundet og foreningslivets rolle i Randers Kommune, herunder frivillighed, lokale initiativer og fællesskaber.
Kultur og fritidsområdet i Randers Kommune har et samlet budget på ca. 200 mio. kr. årligt, og der er i alt ca. 170 kommunalt ansatte i hele området.
Udover de kommunale kulturinstitutioner har kommunen et tæt samarbejde og driftsaftaler med en række selvejende kulturinstitutioner. Kulturhuset i centrum af Randers huser både Randers Bibliotek og Museum Østjylland og den selvejende institution Randers Kunstmuseum. Randers Teater, Randers Kammerorkester og Musikskolen er alle placeret i området ved Værket lidt nord for centrum af Randers.
Kultur og fritidsafdelingen betjener både egne kommunale institutioner såvel som selvejende institutioner. Herudover hjælper og understøtter forvaltningen en lang række foreninger og aftenskoler i kommunen. Deres aktiviteter spænder over alt fra idræt, spejdere, natur og friluftsaktiviteter, kulturelle og musiske fag, til kreative og hobbybetonede aktiviteter og en lang række øvrige folkeoplysende områder.
Randers Kommune har desuden en lystbådehavn, som ligger i Udbyhøj, hvor Randers Fjord møder Kattegat.
Kultur- og fritidsafdelingen udvikler og drifter dertil en lang rækker parker og udendørs anlæg og aktivitetsfaciliteter, som bidrager til et varieret fritidsbillede.
Randers Kommune har tre kommunale idrætshaller (Purhus, Langvang og Bjerregravhallen), og derudover er der driftsaftaler med 14 selvejende idrætshaller. Hallerne er ofte omdrejningspunkt for foreningsliv og en række aktiviteter i civilsamfundet.
På nedenstående kort kan man se placeringer af kulturinstitutioner, idrætshaller, borgerhuse mv. Udover disse er der under landdistriktsafdelingen tilknyttet 40 forsamlingshuse i Randers Kommune.

Kort 4.1: Kort over kulturinstitutioner, idrætshaller, borgerhuse mv. i Randers Kommune.

Kort 4.1: Kort over kulturinstitutioner, idrætshaller, borgerhuse mv. i Randers Kommune.
Civilsamfundet er den del af samfundet, der ligger uden for staten, markedet og den private sfære, hvor borgere i by og på land organiserer sig frivilligt for at fremme fælles interesser, værdier og formål. Civilsamfundet er kendetegnet ved frivillighed, uafhængighed og fælles handling, og det udgør en vigtig bro mellem individet og det offentlige system.