Dekorativ
Foto © Jakob Lerche

Socialområdet

Læs om socialområdet i Randers Kommune, herunder udgiftsstigninger og et ekspertudvalgs anbefalinger.

Randers Kommune har som mål at sikre, at tilbud og indsatser gives med henblik på, at borgere med særlige behov kan deltage aktivt i fællesskabet og udnytte deres ressourcer bedst muligt.

Der har i de senere år været en markant udgiftsstigning på det specialiserede socialområde i Randers Kommune, hvilket også gør sig gældende i hovedparten af landets øvrige kommuner. Dette kan stort set tilskrives store prisstigninger på botilbud og døgntilbud, og særligt bliver der flere og flere af de dyreste sager. De midtjyske kommunerne har via KKR Midt lavet en analyse af den konkrete udvikling i Midtjylland, som viser samme udvikling som i resten af landet med stigninger i Midtjylland på 10,9 pct. fra 2018-2022 og på landsplan 9,7 pct. (Den administrative styregruppe for social- og specialundervisningsområdet i den midtjyske region 2023).

Udgiftsvæksten er drevet af botilbuddene – særligt i Midtjylland, hvor hele 81 pct. af udgiftsvæksten kommer fra botilbuddene, mens det kun er 68 pct. på landsplan. Analyserne viser også, at det særligt er de private botilbud og i mindre grad de regionale tilbud, der stiger mest i pris. De kommunale botilbud stiger mindst i pris, men kommunerne handler til gengæld mindre med hinanden.

Der blev i forbindelse med "Aftale om kommunernes økonomi 2022" i enighed mellem regeringen og KL nedsat en ekspertgruppe "Tranæsudvalget", som skulle give anbefalinger til, hvordan der kunne sikres en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet. Ekspertgruppen blev nedsat på baggrund af den fortsatte stigning i udgifterne og udsigten til, at det også i 2023 og 2024 fortsatte med samme stigningstakt (Regeringen & KL, 2021). Ekspertgruppen kom med en samlet rapport med 19 anbefalinger i april 2024 (Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2024). Samtidig er der lavet en politisk "Rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet" (Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2024), der i stor udstrækning indeholder anbefalingerne fra ekspertudvalget.

Alle ekspertudvalgets anbefalinger er relevante for økonomien, men i forhold til de akutte økonomiske udfordringer på socialområdet er der nedenfor oplistet anbefalingerne 1-7 og 13-14 i overskriftsform, da de meget tydeligt viser udfordringerne for landets kommuner, og dermed også Randers Kommunes udfordringer de seneste 4-5 år.

Ekspertudvalgets anbefalinger med særlig fokus på økonomi og udgiftsstigningerne:

  1. Anbefaling om revision af Serviceloven
  2. Anbefaling om tydeliggørelse af rækkevidden for de enkelte reglers anvendelse (Ankestyrelsen)
  3. Anbefaling om nye rammer for kapacitetsstyring og etablering af botilbudspladser til borgere med særligt komplekse behov og udadreagerende adfærd
  4. Anbefaling om udvikling af nyt takstsystem for socialområdet
  5. Anbefaling om hensigtsmæssig udvikling af botilbudskapaciteten
  6. Anbefaling om bedre understøttelse af match mellem borger og botilbud
  7. Anbefaling om revision af magtanvendelsesreglerne
  8. Anbefaling om regelforenklinger i sagsbehandlingen og mere tid til kerneopgaven
  9. Anbefaling om forenkling af tilsyn gennem ny model for socialtilsynets tilsyn med sociale tilbud.

Regeringens rammeaftale om handicapområdet og aftaler mellem regeringen og KL er indtil videre i begrænset omfang udmøntet i konkret lovgivning, ændringer i takstsystemer, tilsynssystem og/eller andre styringstiltag. Derfor er det langt overvejende fortsat den enkelte kommune, der skal håndtere styringsdilemmaerne på socialområdet.