Den sociale boliganvisning og anvisningsret

Læs om den sociale boliganvisning og anvisningsret i Randers Kommune, herunder kriterier og fordelingsnøgle.

Borgere i Randers Kommune har mulighed for at få tilbudt en bolig via Den sociale boliganvisning, hvis borgeren har været udsat for en uforudseelig hændelse, som har gjort, at borgeren har mistet sin bolig, og borgeren ikke har mulighed for at skaffe en bolig på egen hånd, samt at borgeren har et socialt problem ud over boligløshed.

Kommunerne har efter lov om almene boliger ret til at få stillet indtil hver fjerde ledige almene familiebolig til rådighed for Den sociale boliganvisning - den såkaldte fjerdedelsregel (Bekendtgørelse af Lov om almene boliger m.v., § 59). Randers Kommune havde indtil januar 2023 med udgangspunkt i fjerdedelsreglen en aftale med RandersBolig om, at RandersBolig stillede hver fjerde ledige bolig til rådighed for Den Sociale Boliganvisning uagtet størrelse, pris etc.

Der var lavet et administrationsgrundlag for Den sociale boliganvisning, som havde til formål:

  • At kommunen opnår relevant udnyttelse af anvisningsretten, således at borgere med et akut boligsocialt behov, kan få et relevant tilbud om bolig inden for en rimelig tid. Dette er i overensstemmelse med kommunens helhedsorienterede tilgang til hjemløshed efter Housing First princippet. Anvendelsen af anvisningsretten skal desuden være med til at understøtte en økonomisk og social balanceret udvikling i de almene boligområder.
  • At sikre en bred socioøkonomisk beboersammensætning i Randers Kommunes almene boligområder, og herved forebygge udviklingen af udsatte boligområder.
  • At sikre, at borgere i socialt udsatte positioner kan anvises en bolig i Randers Kommune.
  • At der fortsat er boliger til rådighed for andre boligsøgende på boligorganisationernes ventelister.

I tillæg til administrationsgrundlaget var der udarbejdet aftaler om kombineret og fleksibel udlejning, hvilket ligeledes havde til formål at sikre en bred beboersammensætning i de almene boligområder.

I januar 2023 godkendte byrådet et nyt administrationsgrundlag, der havde til hensigt at sikre, at Den Sociale Boliganvisning i Randers Kommune i højere grad kunne råde over billigere boliger end med den daværende aftale. Det nye administrationsgrundlag betyder, at fjerdedelsreglen fraviges, og at der i stedet bruges en fordelingsnøgle efter følgende retningslinjer:

  • Hver tredje bolig som har en husleje under 4.000 kr. (inkl. forbrug)
  • Hver sjette bolig som har en husleje på 4.000-6.000 kr. (inkl. forbrug).