Tandpleje til udsatte voksne

Læs om tandpleje til udsatte voksne i Randers Kommune, herunder antal og andel visiterede borgere i specialtandplejen.

Specialtandpleje er et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, fysisk og/eller psykisk udviklingshæmmede, der ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen. Udviklingen i specialtandpleje har på landsplan været markant i de sidste 10-15 år med stigende antal brugere og højere kompleksitet. Udviklingen i Randers Kommune ligner udviklingen i andre kommuner.

Specialtandpleje i Randers Kommune tilbydes fra tandklinikken på Viborgvej 1D, der er indrettet med handicapfaciliteter og specialudstyr til formålet. Randers kommunale tandpleje køber et mindre antal specialtandplejepladser i den regionale specialtandpleje. Karakteristisk for disse borgere er, at de er udadreagerende og/eller har flere alvorlige lidelser, der fordrer, at behandling skal foregå i sygehusregi.

Både børn, unge og voksne kan visiteres til specialtandpleje. Nedenstående tabel viser antal visiterede borgere i specialtandplejen i Randers Kommune samt antal visiterede borgere som andel af befolkningen i Randers Kommune. Af tabellen fremgår det, at der på 10 år er sket knap en tredobling af borgere visiteret til specialtandplejen i Randers Kommune. Året 2020 fremgår ikke af tabellen, idet tallene for kommunen ikke er retvisende pga. covid- 19.

Årstal

Antal visiterede borgere

Andel af befolkningen i Randers Kommune

2014

225

0,23 %

2015

253

0,26 %

2016

272

0,28 %

2017

366

0,37 %

2018

346

0,35 %

2019

362

0,37 %

2021

429

0,44 %

2022

496

0,50 %

2023

520

0,52 %

2024

608

0,61 %

Tabel 10.20: Antal og andel visiterede borgere i specialtandplejen i Randers Kommune (2014-2024).

Kilde: Randers Kommunes egne data.

Erfaringen de seneste 10 år er, at langt de fleste borgere, som er visiteret til specialtandpleje, er etnisk danske borgere, der er omsorgssvigtet eller på anden måde skadet i deres opvækst. I dag opleves det særligt, at de borgere, der visiteres til specialtandpleje, er langt mere psykisk udfordrede, komplekse i deres sygdomsbilleder og mangler gode voksne eller støttepersoner om sig. De har også ofte et meget stort og omfattende behov for tandpleje, når de kommer til specialtandplejen.

Her er to eksempler på borgere der kommer i specialtandplejen:

  • En dreng i teenagealderen, anbragt på institutioner og i plejefamilier fra spæd. Stukket af og i massivt stofmisbrug igennem de seneste 5 år. Har medicineret sin tandpine med stoffer. Nu på et bosted og udredt for ADHD og evt. autisme. Voldsom angst og ingen tiltro til autoriteter. Har behov for omfattende akut tandbehandling i narkose og tilvænning til tandpleje.
  • En kvinde i 30'erne, omsorgssvigtet fra barn, flyttet rundt blandt flere plejeforældre. Diagnosticeret med borderline, flere store depressioner og angst. Henvist fra egen læge. Har et omfattende behov for tandpleje og fremstilling af proteser. Er forsøgt tilvænnet til tandbehandling uden held og er nu indstillet til narkosebehandling.

Eksemplerne illustrerer, at de behandlinger, der gennemføres i specialtandplejen i dag, er langt mere omfattende med mange tilvænningsbehandlinger og ofte flere behandlingsseancer i narkose for hver borger. De store nedbrud i tandsættet kan ofte tilskrives en stigende medicinering med psykofarmaka, der udtørrer slimhinderne i munden og ødelægger mundhulens naturlige forsvar mod tandsygdomme.

Udover specialtandplejen findes også socialtandplejen, som er et tilbud om tandpleje til borgere, der er hjemløse, benytter herberger, varmestuer eller væresteder på grund af hjemløshed, eller som ikke kan opholde sig i egen bolig, og som ikke kan benytte den almene tandpleje hos privatpraktiserende tandlæger.

Socialtandplejen har til formål at støtte borgeren til en god daglig tandbørstning, så tandsygdomme forebygges. Socialtandplejen tilbyder smertelindrende behandling, og mangler borgeren tænder at tygge med, samarbejdes med borgeren om at skabe en bedre tyggefunktion.

At blive fri for smerter fra tænderne er afgørende for at stoppe et uhensigtsmæssigt forbrug af stoffer, piller og alkohol og igen at kunne se socialt acceptabel ud, har stor betydning for igen at kunne begå sig i sociale sammenhænge og komme i arbejde.

Antallet af borgere i socialtandplejen ligger stabilt på omkring 100 borgere. Tandplejen vurderer dog, at der i dag er tale om tiltagende mere kompleksitet, idet en typisk borger i socialtandplejen ofte har flere fysiske og psykiske sygdomme og et stort misbrug af stoffer, alkohol og piller at kæmpe med.